Vi skal have ambitionsniveauet op, hvis vi vil udviklingen

Mange borgere i Mariagerfjord er loyale overfor partifarven. Det har jeg meget respekt for. Jeg tror dog, at kommunalvalget til november er det valg, hvor man lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden man sætter krydser det samme sted, som man plejer. I hvert fald hvis man ønsker markant mere fremgang i Hadsund.

For hvad er plejer? Kommunen står over for nogle massive problemer i fremtiden, hvis vi ikke får vendt udviklingen. Mens Socialdemokratiet og Venstre har siddet ved magten, så har der været massiv fraflytning fra de gamle Arden, Hadsund og Mariager kommuner. Derudover har man stillesigende ladet gennemsnitslønningerne i området dale ned til en 74. plads ud af landets 98 kommuner. Gennemsnitsalderen er steget markant hurtigere i Mariagerfjord end andre sammenlignelige kommuner og det er klart for enhver at se, at hvis vi ikke får flere unge til, så kan økonomien ikke hænge sammen på sigt.

Det kommunale fokus i Hobro har gjort, at byen i dag oplever moderat fremgang i både i befolkningstal og i forhold til erhvervslivet. Det er forholdsvis styr på Hobro i dag selvom, der stadig er infrastrukturelle udfordringer, som er vigtige at få løst hurtigt. Men når det kommer til stykket, så er hovedopgaven at sikre, at der fremadrettet kommer udvikling i hele kommunen, så vi ikke knækker midt over i en rig og en fattig del. Det er ikke til gavn for nogen.

Min klare overbevisning er, at en by der ikke er i udvikling er en by i afvikling. Og den afvikling af Hadsund, vi har set de sidste 10 år, stopper ved mig. Jeg er ikke bange for at sige det, der skal siges – men nu er det jo ikke mig, der har siddet på hænderne i byrådet og lade stå til. Lad os være ærlige. Det kunne gå meget bedre i Hadsund, og det skal gå meget bedre i Hadsund i fremtiden. For hvad er alternativet?

Hadsund har et af de største potentialer i Hele kommunen. Ikke nok med, at byen ligger i et af de mest naturskønne områder i Danmark, så er byen strategisk godt placeret med kort afstand til både Randers og Aalborg. Men hvorfor kommer folk så ikke? Mange politikere i Mariagerfjord tror og håber på, at det sundhedspersonale, der skal ansættes på supersygehuset i Aalborg Øst vælger at bosætte sig i Hadsund. Jeg er ked af at sige det, men det gør de altså ikke medmindre, at vi virkelig arbejder for sagen. Af de samme årsager, at de 3.600 ansatte på universitet på nabogrunden ikke er flyttet til Hadsund, så er mange af lægerne og sygeplejerskerne i forvejen etablerede, og det unge sundhedspersonale har helt andre krav til, hvad en by skal indeholde, hvis man skal flytte til et område, end det Hadsund kan tilbyde i dag.

Det gode er, at vi i Hadsund sagtens kan tiltrække det unge sundhedspersonale – og medarbejdere fra Aalborg Universitet for den sags skyld - hvis vi vil arbejde for det. Det kræver, at vi tør have store ambitioner og stå sammen om at etablere de rammer, der skal til.

For at man som ung familie i dag flytter til et område, så er infrastruktur, uddannelse og kulturen altafgørende. Det er vigtigt, at man kan komme hurtigt til og fra arbejde, derfor SKAL der - som minimum - være motortrafikvej til Aalborg og Randers fra Hadsund.

Derudover har kravene til, hvilke uddannelser, der skal være tilgængelige for ens børn ændret sig markant inden for de sidste 20år. Mange nybagte forældre har børnenes uddannelsesmuligheder for øje, når de skal vælge et sted at slå sig ned. Det er ikke længere nok med grundskolen. De unge forældre forlanger, at børnene kan få en ungdomsuddannelse, hvor man bor. Derfor skal vi etablere en gymnasieklasse i Hadsund, og det må gerne være med fokus på sport eller lignende, som derved gør gymnasiet attraktivt og interessant at gå på, selv om man ikke bor i Mariagerfjord.

Kulturlivet spiller en vigtig rolle. Alle vil gerne bo et sted, hvor der sker noget. Derfor skal vi sikre, at så mange initiativer bliver grebet som muligt. Vi har en fælles forpligtelse til at holde gang i og udvikle vores foreningsliv. Byen skal emme af aktivitet og en ’ja, gu kan vi så’-stemning.

Jeg VIL fremgang i Hadsund. Det vil jeg arbejde dag og nat for.

Jeg håber, at du vil overveje at sætte krydset ved mig og give Hadsund en fair chance.