Vi skylder Alternativet tak

Roser politiske partier imellem er en mangelvare i dansk politik. Man holder kortene tæt til kroppen, og der er en træls tendens til at kritisere ethvert forslag, der kommer fra “modstanderen”. Og det er sådan set lige meget, om man er enig eller ej. Det mener jeg er en uskik, som kun bidrager med irritation og politikerlede i samfundet.

Alternativ har i højeste grad været udsat for voldsom kritik og er til tider bliver hånet og latterliggjort. Det er en skam, at vi politikere ikke er bedre til at lære af hinanden, og i virkeligheden tror jeg ikke, at det handler om Alternativet og deres politik som sådan, men at det derimod handler om en grundlæggende usikkerhed i de gamle partier. De er nemlig blevet vant og styret af plejer. De taler om de samme ting, som man gjorde for årtier tilbage og tager fat i de samme greb, når man skal lave politik. Der er ingen nye løsninger. Som i overhovedet. Pensionsalder, kontanthjælp, kort skoledag/lang skoledag, meget SU eller lidt SU, længden på dagpengeperioden. Man bruger de håndtag, der allerede er, som man skruer lidt op og ned på efter behov. Men håndtagene er fuldstændig de samme.

Pludselig kom Alternativet og bød ind med nogle helt nye redskaber og en helt ny tilgang til politik. Det gjorde politikerne nervøse og utrygge. Nu skulle debatten lige pludselig handle om noget, man ikke kendte eller havde afprøvet, og derfor var det selvfølgelig også besnærende at skyde det ned blot ved tanken. Man kan jo kalde det en automatisk forsvarsmekaniske, som jeg er sikker på, at vi alle kender til. Personligt hilser jeg nye idéer og initiativer velkommen, for hvem kan i virkeligheden vide sig sikker på, at de løsninger vi har i dag, egentlig er de bedste for samfundet på sigt?

Jeg har fulgt Alternativet tæt fra start til nu. Det er jo nok meget naturligt, når partiet i stor grad blev født ud af Radikale. Min vurdering af partiet var, at det ville blive et ‘tre-valgs-projekt’ - altså at partiet ville miste folkelig opbakning til at komme i folketinget ved det tredje valg, og det mener jeg sådan set stadig. Alternativet er, i mine øjne, en bevægelse mere end et politisk parti. En tendens i tiden, som kun har sin berettigelse så længe, at den ikke er adopteret eller bundfældet i de eksisterende institutioner og strukturer. Det mener jeg, at den er ved at være, og derfor er spørgsmålet, om Alternativet stadig har samme berettigelse som ved stiftelsen.

Alternativet er et parti, der har haft hovedfokus på, at man som politiker og politisk parti skal turde drømme og have visioner. Man skal ikke blot agere efter, hvad de økonomiske modeller dikterer men man skal derimod kunne løfte sig op over samfundet og se mod horisonten. Det har vi taget til os i Radikale Venstre, hvilket bestemt har været en nødvendig øvelse. Jeg tror også, at andre politiske partier har lært noget, men de bliver selvfølgelig nødt til at svare for sig selv.

I Radikale havde vi i lang tid ladet os styre for meget af økonomi og for lidt af drømme. Der var blevet for lidt albuerum, og derfor var det også en selvfølge, at de alternative tænkere i partiet måtte bryde ud og starte Alternativet. Som seriøst politisk parti skal man altid kunne dokumentere og argumentere for sin politik, som selvfølgelig skal være realistisk nok til at kunne føres ud i livet. Men mister man orientering og det store forkromede overblik, så er politikken sådan set ligegyldig. Med lære fra Alternativet har vi igen fundet balancen mellem politikken og visionen for samfundet.

Der er blevet løsnet mere op for at tage imod og debattere nye tanker og ideer, og ikke blot blive hængende ved gamle slidte modeller. Vi er begyndt at tale mere i visioner og mål mere end blot mellemregningerne. I politik er politikken midlet mod målet og målet er den vision, man har for samfundet. Hvis man glemmer at tale om visionerne og drømmene, så er politikken formålsløs.

Der er mange politiske partier, der skylder Alternativet en tak for at gøre opmærksom på, at poltik er andet en skænderier og løsninger for løsningernes skyld, men derimod at politik i særdeleshed er den retning og de værdier, som man mener er rammerne for fremtidens udvikling.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 31/5-2018