Bedre mobilforbindelse

“Hallo? Er du der? Kan du høre, hvad jeg siger? Nej, nu fald du ud igen. Jeg prøver lige at gå udenfor. Hallo? Hallo, kan du høre mig?”

Vi kender det alle. Man står og skal betale for noget med MobilePay eller blot bare ringe til en, men forbindelsen på telefonen svigter. Man kigger mod sin ven, der står ved siden, og spørger opgivende, “har du forbindelse?”. Din ven har tilfældigvis en anden udbyder end dig, og derfor har han eller hun forbindelse.

Jeg ved ikke med jer, men der er få ting, der kan irritere mig så meget, som når der er dårlig forbindelse på min telefon. Men jeg overlever nok. Der er fin forbindelse, hvor jeg bor, og mit problem opstår mest, når jeg kører fra sted til sted. Det er værre for dem, der bor i et af de mange ‘sorte huller’ rundt omkring uden stabil forbindelse til omverdenen. Den svingende forbindelse gør det samtidig svært at drive en moderne virksomhed i vores landdistrikter, og holder derved udviklingen uretfærdigt tilbage.

Det er helt absurd, at vi ikke endnu ikke har formået at skabe et tilfredstillende 3G og 4G net over hele Danmark. Vi er jo lysår inde i den digitale tidsalder, og det må da være en grundlæggende samfundsopgave at sikre moderne infrastruktur til alle borgere. Lige så absurd er det, at der kan opstå situationer, hvor ens ven har forbindelse, når man ikke selv har.

At forbindelsen varierer efter udbyder mener jeg ikke, at vi skal acceptere. Den infrastruktur vi har her i landet skal være for alle og på lige vilkår. Den skal ikke være afhængig af, om man har TDC eller Telenor. Vi har jo heller ikke forskellige elledninger ført ind i vores hjem - og endda med forskellig styrke alt efter udbyder. Hvorfor skal vi så have flere forkellige mobilsignaler?

Forestil dig at du besøger en ven, og gerne vil lade din telefon op. Du sætter laderen i stikkontakten, men får desværre kun få halv strømstyrke ud af stikkontakten, eftersom at din strømudbyder ikke har fuld styrke i området. Og det på trods af, at din ven har fuld styrke i kontakten med hans udbyder. Det ville være helt hen i vejret, men det er netop der, hvor vi er i forhold til mobilnettet.

Derfor vil jeg foreslå noget radikalt. Nemlig, at man sammenlægger alle mobilnetværk og etablere et forbrugereget nationalt net. Et netværk, der finansieres og udbygges ved at etablere en afgift for alle med et mobilabonnement. Alle mobilselskaber, der ønsker at drive virksomhed i Danmark, kan på lige vilkår leje sig ind på netværket til en pris, der afspejler de reelle udgifter. Ved kun at have ét netværk i Danmark kunne man samtidig forestille sig, at det blev en kende billigere, da der blot skal driftes ét netværk i stedet for de nuværende tre.

På den måde, kan vi forbrugere sikre god og moderne forbindelse til alle - uanset bopæl.

Nu får jeg nok en masse på nakken for at komme med dette forslag, men jeg må være ærlig at indrømme, at der er store dele af vores infrastruktur, der er så vigtige, at de ikke skal styres af markedskræfterne. I hvert fald ikke, hvis vi ønsker et Danmark i balance. Jeg tror på, at vores netværk vil kunne nå både længere og bedre ud, hvis det var noget vi sørgede for i fællesskab.

En telefon er en telefon, er en telefon. Og den er i sin grundvold ligeglad med, hvilket netværk den kobler sig på. Så lad os da sørge for, at den kan koble sig på, hvor der nu engang allerede er signal, og så derefter udbygge netværket, hvor der ikke findes signal. Danmark er for lille et land til sorte huller og punktvis middelalderlige tilstande.

“Hallo? Forsvandt du nu igen? Nå, men jeg fik vist alligevel også sagt det vigtigste.”

Bragt i Nordjyske Stiftstidende i